Chok er ikke for sjov!

Skærm dit barn for skræmmende oplevelser

Nu er det den tid på året, hvor vi har adopteret endnu en amerikansk højtid, nemlig halloween. Går du en tur ned i Brugsen, kan du lige pludselig se dig selv stå ved siden af en hængende afhugget hånd – i plastik, naturligvis. Og pludselig popper der spøgelser op i naboens baghave. Det giver ekstra udfordringer til de forældre til angste børn, der generelt kan være hårdt på arbejde med at lære deres børn, at spøgelser og monstre ikke findes. For ikke at tale om hvordan det må være for den gruppe af krigstraumatiserede eller torturerede flygtninge i vores land at opleve ovennævnte plastik-skræk i brugsen – for hvem den type oplevelser måske faktisk har været reelle.

Men: Det er jo bare for sjov! Sådan vil mange nok indvende. Ja – men det er faktisk ikke for sjov, at kroppen får et chok – hverken for folk med traumer eller ganske almindelige børn og unge, eller voksne, for den sags skyld. Vores nervesystem er udviklet til at passe på os, ved at give os chok når noget, vi oplever er skræmmende eller ligefrem livstruende for os. Det er et effektivt system, hvilket vores samfunds arbejds-stress-epidemi også viser – hvor almindelige, velfungerende voksne pludselig kan opleve pressede arbejdssituationer som næsten et spørgsmål om liv eller død.

Og traumer er ikke for sjov!

Mange undersøgelser, såvel mine kliniske erfaringer peger på, at et stort antal børn og unge mistrives og mange udvikler behandlingskrævende angst. Dette viser sig også (hvis ikke især) i socialt velfungerende og ressourcestærke familier.

Blandt risikofaktorerne ser jeg i høj grad den digitale udvikling og udbredelse, ikke mindst med skræmmende indhold, der ikke er gavnligt for hverken voksne eller børn, der faktisk kan sætte sig i kroppen som chok. En anden risikofaktor er at der i børne-og ungemiljøer er færre voksne, der med deres modne nervesystemer kan regulere og hjælpe børn til at bearbejde deres små og store oplevelser. I hjemmene er børn også ofte på egen hånd med deres digitale oplevelser – der indholdsmæssigt ville kræve psykologiske kriseinterventioner, hvis de oplevelser var oplevet i virkeligheden – fordi forældrene sidder bag deres egne skærme. Kroppen og nervesystemet skelner ikke altid mellem fiktive og reelle oplevelser. Hvordan ville du egentlig forholde dig til at udsætte dit barn for: At være vidne til ulykker, eller lige-ved-ulykker, kidnapning eller vold (som det konstant ses i dramatiske tegnefilm)? Eller krig og overfald (som er et hyppigt tema i spil til de lidt større børn)?

En undersøgelse fra helt tilbage fra 1992 peger på, at en gennemsnitlig attenårig i USA har set 200.000 voldshandlinger i fjernsynet (kilde: Levine og Kline, 2012). Dette k an medføre en generel oplevelse af at verden er et mere farligt sted, end det reelt er og føre til et overaktiveret nervesystem, der er på vagt – og derfor reagerer med fx angst eller aggressiv eller anden uhensigtsmæssig adfærd (kamp-eller flugt reaktioner). Hvilket uhyggeligt nok kan være medvirkende til at skabe virkelig vold.

Halloween har spredt sig til børnekulturen i dag i en grad, så du kan møde skræmmende udklædning og udsmykning så mange steder, hvor børn færdes – i skoler, supermarkeder, og ikke mindst i forlystelsesparker, som man ellers kunne forvente, var et børnevenligt sted. Disse nye tiltag glider ukritisk ind i en børnekultur, hvor der ikke er forståelse for, at chok ikke er for sjov og at selvom børn godt ved, hvad de har lyst til – så ved de ikke selv, hvad de har behov for – samt hvad der i et større perspektiv ikke er godt for deres følelsesmæssige trivsel. For børn, der udvikler angst, kan utrygheden føre til bl.a. koncentrationsbesvær, søvnproblemer og skolevægring. Det skaber problemer både for barnet og dets udvikling, samt for hele familien.

Til mine egne børn har jeg sagt, at vi klæder os ud og går ud for at rasle, når det er fastelavn, sådan som det var i min egen barndom. Vi kan fejre Allehelgens aften, den oprindelige ”halloween”, ved at lave græskarlanterner og tænde lys for at mindes dem, vi har mistet – et elsket kæledyr eller måske en god ven, der er flyttet skole. Dette er for mig at se et mere meningsfuldt ritual, hvor jeg ikke risikerer at udsætte mine børn for unødige chok, der stresser deres nervesystemer med voldsforherligelse eller uhygge.